[ Processen | Kvalitetsstyring ]
Processen - fra æble til flaske
Høst

Æblerne høstes med håndkraft i 25 kilos net og lagres en 14 dages tid inden
presning.
Rivning

For at kunne presse saften ud af æblerne skal de først findeles i en rive
eller kværn. De revne æbler får lov at ligge et par timer i et kar, inden
der presses. Metoden kaldes 'cuvage' og giver en mere rødgylden farve til
cideren og større saftudbytte.
Presning

Der presses med forholdsvist lavt tryk på 2-3 bar så æblekernerne ikke knuses.
Udbyttet ligger på ca 60%, dvs 1 kg æbler giver 0,6 liter saft. Restproduktet
fra presningen - masken - bruges som gødning i frugthaven eller som foder
til kvæg.
Klaring af saften

Under klaringen bundfældes nogle stoffer og andre stoffer stiger med det naturlige
indhold af pektin til tops i tanken. Det midterste lag af klar saft pumpes
forsigtigt til en ny beholder.
Gæring på tank

Gæringen starter spontant på basis af den 'vilde' gær der findes i æblesaften.
Denne første gæring tager ca. 3 måneder og kontrolleres nøje ved temperaturstyring
og omstikninger.
Tapning og gæring på flaske

Cideren gærer yderligere 3 måneder på flaske, før den er drikkeklar. Et let
bundfald er tegn på en vellykket flaskegæring.
Kvalitetsstyring
Produktionen af Fejø Cider følges permanent af en række kvalitetscheck. Først
og fremmest gennem egne kvalitetscheck og egen laboratoriekontrol, som skal
sikre at cideren smager, som vi mener ægte cider skal smage, og at tilvirkningen
følger den 'dogme' definition for gårdcider vi har sat op: 100% ren saft af
rigtige cideræbler – ingen tilsætninger og ingen kunstige bobler.
Via kontakt til ønologer, forskningscentre, forsøgsstationer og ciderskoler
og via vores smagspanel, søger vi konstant at forbedre metoder og smag uden
at gå på kompromis med gårdcider definitionen.
Vor egen kvalitetskontrol suppleres af den offentlige kontrol med hensyn til overholdelse af reglerne for økologisk jordbrug og reglerne for fødevarefremstilling. Fejø Cider’s flasker er tilmeldt returflaskesystemet og den tilhørende pantordning.



